Den 59-årige journalist Søren Lindberg bliver 1. august ny chef for DR Trekanten i Vejle.
Han kommer fra jobbet som redaktionsleder for Velfærdsredaktionen i DR Danmark. Det er en redaktion, som DR oprettede sidste år for at sikre flere dagsordensættende nyhedshistorier fra hele Danmark ved at sætte spotlys på de nationale velfærdsområder som folkeskole, sundhed, integration, ældrepleje og arbejdsmarked.
Inden da har Søren Lindbjerg bl.a. været mediedirigent og konstitueret redaktionschef hos DR Østjylland, tilrettelægger af DR1-programmerne ’Ved du hvem du er’ og ’Danmarks Ekspeditionen’, ligesom han har været reporter på TV-Avisen og journalist på ’DR1 Dokumentar’ og ’DR1 Journalen’.
Han har også tidligere været lokalredaktør på Vejle Amts Folkeblad og arbejdet på TV Syd.
DR Trekanten dækker de fem kommuner Hedensted, Vejle, Fredericia, Billund og Kolding, hvor der er omkring 320.000 indbyggere.
Søren Lindbjerg afløser Louise Pettersson, der er blevet nyhedschef på TV 2 Østjylland.