En kraftig stigning i antallet af journaliststuderende, der skal i praktik til sommer, betyder, at der pt. mangler 95 praktikpladser.
De studerendes praktiksøgning kulminerer fredag med store matchdag på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, hvor mange virksomheder vil ansætte praktikanter.
Der er opslået 229 stillinger, hvilket er det samme som for et år siden. Dengang søgte 265 studerende praktik – mens ansøgertallet denne gang er 324. Det er især uddannelsen på RUC, der denne gang har flere studerende, som skal i praktik.
Det er først efter afslutningen af ansættelsesforløbet om en uge muligt at vurdere, hvor mange praktikpladser der kommer til at mangle, da der erfaringsmæssigt er enkelte virksomheder, der ansætter flere, end de har søgt efter, ligesom der er studerende, som springer fra under forløbet.