Interessen for at blive journalist er stor blandt unge – men det kniber med at få kvalificerede ansøgere.
Det måtte journalistuddannelsen ved Syddansk Universitet konstatere ved optaget til de 100 pladser, som uddannelsen er normeret til. Der skulle blandt 517 ansøgere optages 100 – men kun 88 blev fundet kvalificerede.
For at blive optaget på uddannelsen skal ansøgerne gennem først en skriftlig optagelsesprøve, og de bedste herfra går videre til en mundtlig samtale.
– Vi har besluttet os til, at vi ikke vil gå på kompromis med uddannelsen i forhold til, hvad det er for nogle ting, man skal kunne som ansøger. Når vi kun har optaget 88 i år, hænger det sammen med, at vi har skærpet optagelseskriterierne, siger centerleder Peter Bro til de journaliststuderendes blad LIXEN.
Det er især den mundtlige samtale, der er blevet sværere i år, skriver bladet.
Peter Bro siger, at han som centerleder har stærke økonomiske incitamenter til at optage 100 i stedet for 88, da det er en del penge, uddannelsen mister ved et mindre optag.
For centerlederen er det et kvalitetskriterium for uddannelsen, at det er de rigtige, der søger ind og ikke nødvendigvis, hvor mange ansøgere der er.