De dårlige konjunkturer i mediebranchen ser også ud til at ramme udbuddet af praktikpladser til journaliststuderende.
Der er opslået 220 praktikstillinger til start 1. februar 2013. Det er 20 færre end sidste år, og da der er 280 studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Syddansk Universitet og Roskilde Universitet, der skal starte praktik, bliver der kamp om pladserne, når store-match-dag afvikles i Århus den 8. november.
Det er hidtil lykkedes selv i perioder med krise at skaffe praktikpladser til alle studerende.
Formanden for praktikudvalget journalistisk direktør i Danske Medier Christian Kierkegaard opfordrer alle mediearbejdspladser til at se, om der er økonomi og muligheder til at oprette en ny eller en ekstra praktikplads.
– Der har fra medierne altid været en interesse i at sikre, at alle studerende fra journalistuddannelserne kan komme i praktik, så vi kan opretholde den eksisterende praktikordning. Jeg håber, at denne vilje også udmønter sig i, at nogle tager en ekstra praktikant ved store-matchdag, siger praktikudvalgets formand.
Han har dog fuld forståelse for, at økonomien i mange mediehuse er så stram, at nogle har valgt at springe over eller tage færre praktikanter denne gang – og at andre ikke har mulighed for at tage en ekstra.