Uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsens beslutning om en kraftig reduktion af optaget til medieuddannelserne – herunder uddannelserne til journalist, i Visuel Kommunikation og medieledelse – bygger på et forkert grundlag og virker som en ugennemtænkt hovsaløsning.
Beslutningen er truffet, selv om tal viser, at beskæftigelsen for nyuddannede inden for disse fag ligger højt – og meget tyder på, at ministeriet ikke har taget højde for, at der i medieverden er mange andre beskæftigelsesformer end fastansættelse.
Danske Medier vil opfordre uddannelsesministeren til at stille beslutningen om den fremtidige dimensionering af medieuddannelserne i bero, indtil der er gennemført en grundig undersøgelse af dimittendledigheden inden for faget.
De tre uddannelsesinstitutioner – DMJX, SDU og RUC – har for kort tid siden overfor ministeriet fremhævet den gode beskæftigelse for deres kandidater, selv i en tid hvor de traditionelle medier har været tvunget til at reducere bemandingen. De nye kandidater har været i stand til at opbygge et nyt arbejdsmarked – og hvis der i fremtiden skal være kvalificeret arbejdskraft både til det ”gamle” og det nye arbejdsmarked, er det afgørende, at der fortsat uddannes et stort antal kandidater fra de tre uddannelser.
En så kraftig reduktion, som ministeren lægger op til, kan på længere sigt føre til mangel på kvalificeret arbejdskraft til medierne – og det vil i sidste led kunne mærkes i forhold til mediebrugerne.
Det er også baggrunden for, at medierne og uddannelserne er enige om, at løsningen på den akutte mangel på praktikpladser inden for journalistuddannelserne (der mangler 70 pladser til november) ikke er en reduktion i optaget og derfor har sat en række initiativer i gang for at skaffe flere praktikpladser – både i form af en opsøgende kampagne overfor medier uden praktikanter og gennem forsøg på at lave en – eventuel midlertidig – tilpasning af aftalen om løn- og uddannelsesforhold under praktikken.
Vi skal inden for mediebranchen vise, at vi fortsat kan løse denne opgave med at skaffe praktikpladser – men så må ministeren også kvittere ved at opgive reduktionen i optaget.