En kraftig nedgang i annonceomsætningen og i bladsalget over sommeren har betydet, at en række mediehuse har gennemført sparerunder, som indebærer afskedigelser.
Inden for de seneste uger har blandt andre Berlingske, Herning Folkeblad, NordvestNyt, Fynske Medier, Nordjyske Medier, Folketidende og Politiken gennemført eller bebudet sparerunder.
Nordjyske Medier skal spare seks millioner kr. på det redaktionelle budget. Det er den anden sparerunde i år.
Det er første gang i de 15 år, jeg har siddet som chef, at vi har måttet gennemføre to sparerunder på et år, siger Nordjyske Mediers adm. direktør Per Lyngby til MediaWatch. Tidligere på året sparede Nordjyske flere redaktionelle stillinger væk. Det var dog færre end de ti, som er i spil nu.
Herning Folkeblad afskediger to journalistiske medarbejdere. Det førte til en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse. Bladet adm. direktør og ansv. chefredaktør Alex Nielsen siger, at både bladsalget og det kommercielle salg ikke er på det niveau, det burde være.
På Nordvestnyt har ledelsen orienteret samarbejdsudvalget om, at der er en sparerunde på vej, oplyser chefredaktør Mogens Flyvholm til Journalisten.dk
Fynske Medier og Folketidende har netop gennemført afskedigelser. Læs herom på http://danskemedier.dk/nyhed/fynske-medier-afskediger-chefredaktor-og-marketingsdirektor/ og http://danskemedier.dk/nyhed/spareplan-skal-redde-folketidende/
Politiken har indført ansættelsesstop, og Berlingske har gennemført flere sparerunder – og har senest besluttet at udlicitere 19 grafikerstillinger i Berlingske Prepress i Holstebro til Riga – og flytte andre 19 stillinger til Berlingskes trykkeri i Vonsild ved Kolding.
Direktør i Danske Dagblades Forening og i Danske Mediers Arbejdsgiverforening Thomas Rønnow siger, at når især redaktionerne mange steder bliver ramt i sparerunderne, skyldes det, at der allerede er sparet så meget i andre afdelinger, at der ikke er mere at hente her.