4.084 kvindelige journalister udsender fælles opråb.
4.084 kvindelige svenske journalister har sendt et fælles opråb, hvor de kritiserer sexchikane og andre overgreb i medieverdenen.
De vil ikke længere være tavse om den sexchikane og de overgreb, der foregår i svenske medier.
Opråbet rummer vidnesbyrd fra nogle af kvinderne om overgreb, de har været udsat for under arbejdet for medierne.
-Den tavshedskultur, som vores medsøskende i andre brancher har fortalt om, hersker også hos os. Når vi endeligt har talt om det, har selv kvindelige chefer ofte ignoreret vores opråb om hjælp. Ikke sjældent er overgrebet forøvet af en profileret mand, ofte ældre og mere erfaren, end de vikarer og nyansatte, som han ubekymret forgriber sig på, skriver kvinderne.
Kvinderne har undladt at fortælle om overgrebene, fordi de ofte som freelancere, vikarer eller projektansatte er afhængige af mændene, hvis de skal bevare tilknytningen.
– Nu vil vi ikke længere være tavse. Nu lægger vi skylden, hvor den hører hjemme, skriver de som begrundelse for opråbet.
Journalisten.dk har spurgt en række tillidsrepræsentanter på store danske medier, om de kender til sager om sexchikane på deres arbejdspladser. De kender kun til få sager i årenes løb, og de siger alle, at de ikke har modtaget henvendelser i forbindelse med Me-too-kampagnen.